MuMiPro
Da tilgængelighed af økologisk protein i dag er begrænsende for økologisk husdyrproduktion, og da ingen danske fjorde lever op til kriterierne for god økologisk tilstand, er det formålet med MuMiPro at udvikle en ny type opdræt af muslinger, som på en og samme gang leverer bæredygtigt foderprotein til økologisk husdyrproduktion og forbedrer miljøkvaliteten i kystnære danske farvande. MuMiPro er et tværfagligt projekt, der skal løfte opgaven med at bringe en ny form for opdræt af muslinger fra lovende koncept til produktionsklar metode til gavn for jobskabelse i udkantsområder, økologisk husdyrproduktion og vandmiljø.
MuMiPro vil forske og udvikle i:
1) At effektivisere muslingeopdræt såproduktionsomkostningerne reduceres;
2) At tilpasse og udvikle metoder til at lave olier, mel og ensilage af muslinger;
3) At dokumentere den ernæringsmæssige værdi af muslinger for smågrise og fjerkræ for derved at udvikle markedet for marint foderprotein;
4) At undersøge den vandrensende effekt af muslingeopdræt i forskellige fjordsystemer;
5) At udvikle modeller for forvaltning af en stigende muslingeproduktion i kystnære farvande, med særligt fokus på modeller for værdisætning og betaling af økosystemtjenester samt for anvendelse af kystzonen.